Lyset slukkedes, og en absolut stilhed faldt over salen, så dyb at man selv kunne høre publikums accelererede vejrtrækning. Gennem årene har “Got Talent”-scenen set alt – ild, farlige akrobatiske stunts og utrolige stemmer – men det, der skete i de næste sekunder, var ikke bare en almindelig optræden; det var et sandt mystisk angreb på de menneskelige sanser. Da en gruppe af skygger dukkede op i midten af scenen, var der ingen, der kunne have forestillet sig, at de var ved at være vidne til et fænomen, som fuldstændig ville omdefinere dans og menneskelig formåen.
Da de første dybe, spændte og mystiske akkorder lød, begyndte mere end et dusin dansere klædt i stramtsiddende, sømløse sorte dragter at bevæge sig med isnende præcision. Dette var ikke nogen almindelig dans; deres kroppe virkede fuldstændig uden knogler, og hver bevægelse var så synkroniseret og skarp, at det føltes som om, der ikke var tale om separate personer på scenen, men snarere en enkelt, flerarmet og flerbenet levende organisme, der åndede og bevægede sig i takt til musikken. Visuelle illusioner fulgte efter hinanden i et utroligt tempo, og danserne skiftede positioner med en så fejlfri nøjagtighed, at dommerne begyndte at læne sig fremad i et forsøg på at begribe, om det, de så, var virkeligt. En af dem hviskede i totalt chok, at dette ikke var dans, men et kosmisk fænomen, der trodsede almindelig logik.
Da optrædenen nåede sit klimaks, skiftede musikken dramatisk til en episk, teatralsk symfoni, og i netop det øjeblik udløste gruppen sit mest bjergtagende trick. En af danserne sprang opad og så ud til at svæve i luften i flere sekunder, i fuldstændig modstrid med tyngdeloven, mens de andre skabte menneskelige bølger under ham, som bevægede sig så hurtigt, at de lignede digitale specialeffects. Chok og ærefrygt blandede sig i dommernes ansigter; en tabte sin pen, en anden dækkede munden med begge hænder, og publikum rejste sig op, ude af stand til at vente på afslutningen af nummeret. Hele salen var i en tilstand af absolut hypnose, hvor grænserne mellem virkelighed og fantasi var fuldstændig opløst.
Da den sidste akkord klang ud, og danserne frøs i deres endelige positur, eksploderede salen bogstaveligt talt i en bølge af klapsalver og ekstatiske jubelråb. Dommerne rejste sig samtidigt op uden overhovedet at se på hinanden, og den strengeste og mest nådesløse af dem alle bøjede sig for gruppen og indrømmede åbent, at ud af de tusindvis af optrædener, han havde set i sin levetid, kunne intet sammenlignes med denne perfektion, som fuldstændig omskrev den menneskelige krops grænser. Efter disse ord strakte en hånd sig ud mod midten af scenen, og det kraftfulde slag på guldknappen (Golden Buzzer), efterfulgt af en regn af guldkonfetti, beseglede den historiske sandhed: Denne gruppe havde skrevet en helt ny side i kunsthistorien og efterladt alle chokerede, tryllebundne og målløse.
Se hele videoen her.